IT-infrastruktur på folkeskolerne

Med IT-infrastruktur mener jeg primært skolernes netværk – Elever og læreres mulighed for at logge på nettet på skolen.
Jeg er bekendt med flere skoler – og kommuner – hvor IT infrastruktur er et stort diskussionsemne.
Diskussionerne omhandler gerne

  • Hvor elever og lærere kan gå på nettet. Er det fx nødvendigt at eleverne kan tilgå nettet i skolegården, eller i musiklokalet
  • Hvornår skal eleverne have lov at gå på nettet – og hvor stor båndbredde er der behov for (hvor mange elever kan gå på nettet på samme tid)
  • Hvordan skal lærere og elever kunne gå på nettet. Skal de fx have lov til at tilgå netværket med privat udstyr (iPad, laptop, smartphone, etc)

 


Jeg er generelt kæmpe fortaler for trådløse netværk på skolerne, og de fleste er da heldigvis også ved at være med på dette område. Ofte har disse trådløse netværk dog forskellige begrænsninger. Der er områder på skolerne som ikke dækkes af netværket, og ofte er der kun adgang til netværket via skolens egne computere.
Jeg kender flere af argumenterne for disse begrænsninger, og kan selvfølgelig fint forstå beslutningstagernes bekymringer. Men teknologien er kommet for at blive, og der er så mange gevinster ved en åben og effektiv IT infrastruktur at det er svært at se bort fra.

Et af de argumenter jeg oftest har hørt for ikke at have et åbent netværk hvor elevernes eget udstyr kan logge på – udover frygten for virus – er ofte at det vil opdele eleverne i et A og B hold. “A gruppen” er de elever som via deres resursestærke forældre, har alt det smarte nye udstyr og derfor vil kunne benytte skolens netværk. “B gruppen” er selvfølgelig de elever som fx ikke har en smartphone eller tablet, og derfor må se misundelige på, når “A gruppen” surfer rundt på Facebook, Youtube eller andre online tjenester. Dette er selvfølgelig et problem, men hvis ikke skolerne ligefrem forbyder eleverne at tager deres egne gadgets med på skolen, så løser det lukkede netværk ikke dette problem. Den nye teknologi er nemlig i rivende udvikling, og flere og flere har muligheden for at gå på 3G (eller 4G) netværket. Dvs de er fuldkommen uafhængige af et trådløst netværk.

Tanken om et A og et B hold må ikke stoppe denne udvikling. Vi må blot forsøge at gribe det an på en anden måde. Kunne skolerne fx have flere computer klassesæt, eller kunne der endda indkøbes tablet klassesæt? Tablets bliver jo faktisk billigere og billigere disse dag.