Så fik jeg endelig tid til at skrive et indlæg om mine oplevelser til Danmarks Læringsfestival 2014. Jeg havde konferencebillet, så jeg også kunne komme ind og høre de mange forskellige oplæg. Jeg må umiddelbart sige at jeg synes niveauet var højt. Jeg kom hjem med mange tanker, og nye ideer til hvordan IT kan bruges i undervisningen.
Et budskab var gennemgående i flere af de oplæg jeg havde mulighed for at se. Et budskab jeg egentlig ikke havde set komme på en læringskonference – som primært handler om at skabe et udstyrsbehov hos lærere og skoleleder – men som i høj grad giver mening:
Køb ikke alt det isenkram ude i hallen…! Det er ikke løsningen på jeres problemer (red. nedskæringer, ny skolereform, etc) Fokuser på jeres processer og medarbejdere
Jeg er fuldkommen enig. Hvis der ikke er styr på processerne og medarbejderne, så skal investeringerne og resurserne nok bruges her. IT udstyr kan ikke løse problemet. Men selvfølgelig, hvis ens skole har et godt fundament både mht. medarbejdere, efteruddannelse og forskellige processer, så kan man jo godt overveje nyttige IT investeringer.
En af storsælgerne var Henning Romme Lunds oplæg om Fliped Classroom. Jeg har selv lavet et par oplæg om Flipped Classroom og jeg må sige jeg er – med et forfærdeligt buzzword – aligned med hans tankegang. Jeg vil derfor her blot referere til et af mine tidligere indlæg.
Et af de oplæg jeg var forundret over var “Piger og IT” med Manus Sareen i spidsen. Jeg var forundret fordi jeg egentlig ikke havde set nødvendigheden for at sætte fokus på dette område i året 2014. Et af foredragsholdernes agendaer var at forsøge at få os til at overveje at udtænke særlige IT-læringsforløb for piger i vores undervisning. Jeg forstå det sgu ikke helt. Det lykkedes i hvert fald ikke for dem at få mig overbevist om at det skulle være så god en ide, og kan egentlig heller ikke se behovet. Er piger virkelig så meget anderledes end drenge når det handler om IT? Skal der virkelig særbehandling til?
Et af de mange inspirerende indlæg var “En stemme til alle”. Mette Hermann er gymnasielærer og underviser i tysk og engelsk. Mette er storforbruger af IT i undervisningen, og bruger IT på nye og spændende måder, når hun underviser sine gymnasieklasser. Fx bruger hun ofte Piratepad, som er en tro kopi af Titanpad, som jeg før har skrevet om her på bloggen. Hun havde heldigvis også budskaber som rakte lidt videre end name-dropping af apps og programmer, som jeg ellers ofte oplever sådan nogle foredrag ender i. En af hendes meget interessante tanker var, at IT kan være med til at give alle i klassen en stemme. Specielt når man underviser 20-30 elever, kan det være svært at få alle i tale på traditionel vis. Her kan IT hjælpe. Mette praktiserer gerne at give sine nye engelskstuderende en opgave hvor de skal filme sig selv mens de holder en valgfri præsentation på engelsk. En video viser så meget mere end en almindelig oversættelsesopgave. Videoen viser elevens grammatiske kompetener, udtale og ordforråd. Et overblik man ofte først meget sent på skoleåret har, men Mette har det allerede efter14 dage pga disse videoer. Det er intet mindre end genialt.
Og så var der selvfølgelig de mange “sælgere” i centeret. 3D printere er vist den helt nye dille, som jo langt hen af vejen også er meget interessant i undervisningssammenhænge. Eleverne kan designe deres egne produkter på computeren og efterfølgende få den produceret i 3D printeren. Interessant var det også at jeg nærmest ikke så et eneste Smartboard. Er det mon endelig gået op for skolerne og eksperterne, at Smartboards måske ikke helt revolutionerer undervisningslokalet så meget som forventet?! Eller er det bare fordi skolerne nu er fyldt op! Hvor mange Smartboards hænger der mon ubrugte rundt omkring i de danske skoler? Nej, nu skal jeg ikke være negativ, der er selvfølgelig rigtig mange som med stort udbytte bruger Smartboard, men det er nu et glimrende eksempel på man nogen gange skal tænke sig om en ekstra gang, før man “går ud og køber alt den isenkram i hallen”.
Jeg håber vi ses til næste år.