Forbud mod mobiltelefoner, eller en social kontrakt?

I folkeskolens “Fælles Mål“, er det et obligatorisk krav, at eleverne har viden og færdigheder indenfor IT og medier. Fx står der således for faget dansk for 5-6 klassetrin:

Eleven kan videndele og samarbejde via internettet

Eleven har viden om samarbejdsmuligheder på internettet

Vores skoler skal klæde eleverne på til at kunne bruge hverdagsteknologien, alligevel er der flere skoler der i disse år beslutter at forbyde mobiltelefoner på skolens grund.

Disse krav fra Fælles Mål kan man selvfølgelig, på den ene eller anden måde, indfri på “forbudsskolerne”. Men det er da interessant at skolerne tager denne drastiske forbudsbesluting, når der netop er så stort fokus på teknologisk viden og færdighed i Fælles Mål.

Det er vigtigt at nævne at skolerne jo faktisk forbyder mobiltelefonerne i en god mening. Børn har brug for rammer de kan udfolde sig i, og skolerne mener så de rigtige rammer for børnene er at forbyde mobiltelefonerne. Vi må også erkende at den altid tilgængelige mobiltelefon, sætter skolen og lærere i en helt nyt situation. Pludselig er det ikke skolen og lærerne som bestemmer hvilket teknologisk udstyr (eller for en sags skyld undervisningssmateriale) eleven skal benytte. Historisk har der altid hærsket en “Top-down” kultur på dette område (kilde: (mobile Phones in school, side 82). Men pludselig har vi fat i en “buttom-up”. Det er ikke læreren og skolen som giver eleverne telefonerne, eleverne ejer dem selv. Dette er en helt ny situation for skolerne, som de må forholde sig til, og nogen løser det så ved et forbud, så den traditionelle “Top-down” struktur kan bibeholdes.

Min udfordring med forbud mod mobiltelefonen er dog, at den er blevet børn og unges “second life”. Teknologien er i meget høj grad virkelighed for børn og unge, på et langt højere plan end vi “voksne” kan forestille os. Det er her de kommunikere, det er her de finder nye venskaber, det er her de driller hinanden og det er her de lærer nye ting. Og det kan man jo mene om hvad man vil, men vores skoler er nødt til at se i øjnene at det rent faktisk er sådan det forholder sig, og så er løsningen ikke et generelt forbud.  Flere undersøgelser peger også på at langt størstedelen af eleverne fx benytter deres mobiltelefon, når de arbejder med opgaver/lektier derhjemme. Torbjörn Otts resultater i sin nylig afsluttede Ph.d-afhandling (mobile Phones in school), viste at 100% af en adspurgt elevmasse, i en svensk skoleklasse, benyttede deres mobiltelefoner mindst en gang om måneden i arbejdet med deres lektier (93% brugte dem ugentligt). Mobiltelefonen er altså et fuldstændig naturligt værktøj i forbindelse med skolearbejdet.

Løsningen er ikke et forbud, men det er derimod det hårde seje træk, hvor man i samarbejde med eleverne kick-starter en positiv kultur ift. brug af mobiltelefoner. Hvis man tager dialogen med eleverne, er de meget bevidste om de udfordringer der er med telefonerne i skoledagen. I Torbjörn Otts Ph.d afhandling, konkluderes at eleverne er enige om: “IT MUST NOT DISTURB, IT’S AS SIMPLE AS THAT”. En måde at gribe mobiltelefonernene an på, som skole, er at man kan udarbejde en social kontrakt med eleverne. Liz Kolb er adjunkt og  assisterende professor ved Madonna University, og hun forklarer i sin bog “Toys to tools” (her et uddrag), hvad hun mener med en social kontrakt:

A social contract is an agreement between the teacher and students about how, when, why, and where cell phones will be used in the classroom. In the social contract you can set up regulations as well as consequences for not obeying the contract. For example, you could require that students leave their cell phones off in the front of the room until it is time to use them for the project. The consequence for noncompliance could be missing out on the cell phone project and doing an alternative assignment instead. Often when social contracts are set up with student input, they are more likely to “stick to their contract.”

Denne sociale kontrakt kan også udvides til at omhandle situationer uden for klasselokalet. Man kunne fint føre ind i kontrakten, at 10-frikvarteret fx var mobilfrit. Det vigtigste er at beslutningerne om indholdet, i den sociale kontrakt, tages sammen med eleverne.

Jeg tror og håber ikke det bliver en trend, at danske skoler i større stil begynder at forbyde mobiltelefonen. Hvis din skole er i disse overvejelser, så prøv at tænk over om en social kontrakt, ikke er en langt mere konstruktiv  vej vej at gå.

En kommentar til “Forbud mod mobiltelefoner, eller en social kontrakt?”

Skriv en kommentar