IT i folkeskolen

I disse coronatider, er der nok mange som skal til at undervise eller holde møder på distancen. Jeg har de sidste mange år brugt en del tid på online synkron undervisning, og derfor tænker jeg det må være på sin plads at jeg giver lidt af mine erfaringer videre.

Nu kalder jeg det Online synkron undervisning, men kært barn har mange navne, og du kender det måske som webinare, online møder, virtuel klasselokale, eller web konference. Underordnet hvad du kalder det, så handler det grundlæggende om at en underviser/mødeleder, gennemfører et online synkront møde for deltagere, placeret på forskellige lokationer. Synkron betyder, at det foregår på samme tid (Antonymet til synkron er asynkron, dvs en opgave deltagerne kan arbejde på når de har tid og mulighed).

Der findes rigtig mange forskellige web konferencesystemer på markedet. Måske kender du: Adobe Connect, Skype (for business) Cisco Meetings, SABA meeting, Zoom eller Samepage. Jeg vil ikke her gå ind og anbefale et specifikt system, for du har sikkert igennem dit arbejde eller uddannelsesinstitution allerede adgang til et, og så synes jeg bestemt du skal benytte det. Hvis ikke du har adgang til et konferencesystem, så findes der rigtig mange forskellige konferencesystemerne på nettet, og flere af dem har også en gratisudgave (med forskellige begrænsninger).

Jeg vil i dette blogindlæg komme med nogle genereller råd og anbefalinger som kan hjælpe dig til at gennemføre god online synkron undervisning. De råd og anbefalinger jeg har, er relevante (og mulige) i alle de almindelige konferencesystemer der er på markedet.

Du skal have styr på det tekniske

Du skal selvfølgelig have tjekket at lyd og webcam virker hos dig. Du skal sikre dig der er hul igennem på den internetforbindelse du sidder på. Hvis du har mulighed for at kable direkte op til dit router bør du overveje det. Men WIFI er dog i dag så godt at det formentlig også vil “spille” helt fint. Du skal være sikker på du benytter den bedste browser til dit konferencesystem. Læs producentens anbefalinger og prøv altid af inden du går live. Hvis konferencesystemet har en klient som kan installeres på computeren vil jeg helt klart anbefale dig at gøre det. Og vigtigst af alt: Dine studerende skal selvfølgelig også have styr på det tekniske. Det er bestemt lettere sagt end gjort. Men som minimum kan du infomere dem om de råd jeg også giver dig: Inden mødestart skal sikre dig at (1) din lyd fungerer, (2) dit internet er stabilt, (3) du bruger den bedste browser, (4) du bør installere klienten på din computer, hvis den findes og (5) log gerne ind et kvarter før tid, så du har mulighed for at tjekke at alt “spiller”.

Gør op med dig selv hvordan du vil benytte voice og webcam

Som udgangspunkt giver det rigtig god mening at du som underviser benytter både voice og webcam. Det vil blive langt mere personligt for dine deltagere, hvis de kan se dig. Men du skal også gøre op med dig selv om du vil have at dine deltagere skal være med på webcam. Der er fordele og ulemper ved webcam. Den største ulempe er at webcam netop er en af de ting som kan volde tekniske problemer, både mht fejl på udstyr, men også mht båndbredden på internettet. Hvis du har op mod 30 deltagere som kører webcam, kan nogle konferencesystemer have svært med at følge med. Der er dog også andre systemet som fint håndtere dette (det kommer også an på hvordan serveren er dimensioneret, men så bliver det lidt nørdet). Du kan eventuelt tage en snak med jeres systemadministrator om hvad du kan forvente. Voice ville jeg nok altid forvente at mine deltagere har aktiveret. Og her er det meget vigtigt at man sikrer sig at de har en rimelig god mikrofon. En dårlig mikrofon kan ødelægge oplevelsen for alle, særligt hvis deltageren ikke er flink til at mute sin lyd, når han/hun ikke taler. Et godt råd til dine deltagere kunne være at de skulle anskaffe sig et headset. De fleste headset i dag, har helt fine mikrofoner.

Dine deltagere skal aktiveres!

Nu bliver det spændende, for dette kan nok godt være lidt nyt for dig. Jeg har i hvert fald oplevet rigtig meget online synkron undervisning, hvor man som deltagere mest af alt bare skulle sidde og lytte på underviseren/mødelederen. DETTE ER DØD VED KØLLE! Der er ikke noget værre, og hvis jeg oplever dette, så ender det ofte med at jeg forvilder mig ind på alle mulige andre websider, som intet har men emnet at gøre.

Jeg har dog også oplevet fantastisk synkrone seancer, og kendetegnet ved dem, er at der har været en ufattelig høj grad af deltageraktivering. De mange konferencesystemer tilbyder en række muligheder for deltageraktivering, og dem SKAL du benytte dig af. Alle systemer har en chat, hvor du kan bede dine deltagere om fx at brainstorme, skrive “tweets”, spørgsmål, eller andre kort indslag. Systemerne giver dig også alle en mulighed for at stille multiple choice spørgsmål. Og det behøver bestemt ikke bare være et “videns-kontrol-spørgsmål”, men kan fint være et undersøgende spørgsmål som fx kan hjælpe dig til at finde frem til hvilke temaer deltagerne er mest interesserede i – så deres svar dermed er med til at bringe undervisningen i den retning energien ligger. Systemerne har også online whitewalls, hvor deltagerne kan tegne, markerer og skrive kollaborativt. Og så har de fleste systemer også en række ikoner/emojis, som du kan opfordrer deltagerne til at benytte aktivt undervejs, eller når du spørger dem om noget.

Når jeg underviser online, så har jeg en tommelfingerregel om at deltagerene som minimum skal aktiveres hvert femte minut. Og det er altså ikke bare et spørgsmål ud i plenum, hvor enkelte af deltagerne så tager “den virtuelle hånd” op, og svarer. Det er selvfølgelig fint nok, men på denne måde vil der jo sidde deltagere som ikke bliver aktiveret i lang tid (fordi de ikke lige nåede at få “den virtuelle hånd” op). Derfor skal du indtænke aktiviteter, som får alle på banen. Og det kunne netop være et multiple choice spørgsmål/undersøgelse, et krav om at skrive noget i chatten, samarbejde på whitewall, chat 2 og 2, eller blot en markering på et billede du har uploadet. Og som du nok kan høre behøver det jo ikke at være en særlig tung tung aktivitet du igangsætter. Det vigtigste er bare at du aktiverer.

Du laver formentlig en eller anden form for læringsplan over det synkrone arrangement du skal gennemføre, og her kan du jo gøre mange forskellige ting for at får overblik over hvor meget du aktiverer deltagerne. Jeg har ofte benyttet mig af et farvekodesystem: Gul aktivitet, Blå aktivitet og Grøn aktivitet
Gul aktivitet: Du gennemfører envejsformidling (dvs noget der max må tage 5 minutter).
Blå aktivitet: Her aktiverer du dine deltagere på den ene eller anden måde
Grøn aktivitet: Her har deltagerne pause

Optag hele seancen

Alle de almindelige konferencesystemer har mulighed for optagelse. Hermed vil dine deltagere kunne gense det hele eller udvalgte temaer. De deltagere der af den ene eller anden grund ikke har kunne deltage i undervisningen, kan hermed også se hvad der er foregået, så de ikke kommer bagud til næste møde.

Benyt break out rooms, hvis dit system tilbyder det

Break out rooms kan være et rigtig nyttigt værktøj, hvis du afholder længere synkrone forløb. Break out rooms betyder at plenum gruppen du ellers undervisere, bliver opdelt i fx fire mindre grupper, hvor de så i de mindre grupper kan diskutere et givent emne. Man kan så fx aftale med deltageren at man efter 15 minutter mødes i plenum igen, og præsenterer gruppens tanker.

Lav dogmer for (eller i samarbejde med) dine deltagere

Hvis du skal afholde mange synkrone forløb med den samme gruppe, så kan det være en rigtig god ide at aftale en række dogmer. De kan fx være:
– Vi benytter altid headset
– Vi forsøger så vidt som muligt ikke at placere web-kameraet i modlys
– Vi forsøger ikke at tale i munden på hinanden
– Vi benytte “digital håndsoprækning”

Forberedelse, forberedelse, forberedelse

Som så meget andet, så er forberedelse afgørende for succes med online synkron undervisning. Afprøv meget gerne at alt teknisk fungerer. Du fx spørge en kollega om han/hun vil teste systemet af sammen med dig. Det er en rigtig god måde at finde ud af muligheder og begrænsninger, og jeg kan anbefale at I sidder på hver jeres lokation, så I får en realistiske oplevelse. Det kunne også være at denne kollega kunne fungere som “medlærer” når du gennemfører dit rigtige forløb. Han/hun kan hjælpe med det tekniske (fx ringe til en deltager som ikke kan få det til at virke (mens du fortsætter undervisningen), og han/hun vil også kunne monitorere chatten, og dermed sikre at ingen vigtige bemærkninger/spørgsmål overses.

Hav altid en plan B klar

Slutteligt er det en rigtig god ide at have en plan B klar, hvis tingene går galt. Sådan er det jo også i almindelig tilstedeværelsesundervising, men der er vi jo nok lidt mere rutinerede, så måske der skal tænkes lidt mere over plan B, når vi kaster os ud i online synkron undervisning. Her er en række punkter du kan overveje:

• Har du et ekstra headset, hvis dit foretrukne fejler?
• Hvad gør du når lyd og eventuelt billeder falder ud for en af dine deltagere? Kan deltageren gennemføre ved en anden deltagers PC (hvis han/hun er i nærheden)? eller kan det være en mulighed at deltageren blot deltager via chatten? I sidste ende må deltageren acceptere at han/hun må se den efterfølgende videooptagelse.
• Hvor lang tid må der gå med store tekniske problemer inden du afbryder undervisningen? En kort pause, hvor du får det til at spille, kan også være en mulighed
• Hvis dit konferencesystem pludselig bryder helt sammen, kan seancen så gennemføres på en anden platform? Fx Skype, Google Hangouts, telefon, Zoom, etc?

Held og lykke med det. Jeg ved det ikke er særlig lykkelige omstændigheder, der gør at så mange må overveje online synkron undervisning (“Corona krisen”), men forsøg at se positivt på det. Her er en kærkommen lejlighed til at teste en undervisningsmetode af, som rent faktisk kan være rigtig fed, hvis der bliver brugt lidt energi på planlægningen og forberedelserne.

I morges læste jeg en ret fantastisk nyhed. Statens Museum for Kunst lægger 40.000 værker online. Museet har langt de fleste af deres kunstværker opmagasineret i deres kælder og på depot, og det synes de er ærgerligt, og nu får de mange kunstværker altså nyt – digitalt – liv. Det bedste af det hele, er, at de fleste af dem frit kan downloades og bruges af alle, fordi de ikke længere er beskyttet af ophavsretten. De er så frie, at du rent faktisk også må klippe og redigere i dem og bruge dem til hvad der måtte falde dig ind. Det er ret fantastisk, og et lækkert nyt bibliotek. Ja, det er vel kun fantasien der sætter grænser for hvordan man med fordel kan benytte disse mange værker i forskellige læringsituationer. Endvidere er hele biblioteket blevet kategoriseret (kunstner, værk og motiv), så du har mulighed for at målrette din søgning. Tænker også der kommer meta tags, på et tidspunkt.

Du finder samlingen her, som pt er i betaversion: https://collection.smk.dk/#

Her er så et af de kunstværker jeg lige faldt over i min søgning. En skøn tegning lavet af Christen Købke i 1846. Tænker tavlen bare skal skiftes ud med en iPad, så passer billedet jo fint til 2019 😉

Video bliver ofte andvendt på de danske skole. Og det giver jo ofte rigtig god mening. Jeg vil i dette lille indlæg ikke komme ind på brugen af video, men blot give et lille godt råd, når det kommer til det tekniske, og mere specifikt angående størrelsen på den video der bliver produceret.

Hvis en lærer eller en elev optager en video med sin smartphone, er der jo forskellige muligheder for at få den lagt op et sted hvor andre kan se den. Ofte bruger man youtube, hvis eleven eller læreren har en youtube konto. Men det er bare ikke altid man har en youtube konto eller har lyst til at uploade videoen til youtube. Måske vil man hellere have videoen liggende direkte på en computer, eller have den uploaded til skolens egen læringplatform. Her er udfordringen så bare at de videoer man laver på sine mobiltelefoner i dag, ofte fylder voldsomt meget. Der bliver jo ofte optaget i HD eller højere, og det vil sige at en video på bare 1-3 minutter kan fylde flere hundrede mb. Det er bestemt ikke altid hensigtsmæssigt at arbejde med så store filer, og derfor kan man have behov for at gøre filerne mindre.

Hvis du har VLC player installeret på din computer, som rigtig mange har, har du samtidig et kraftværk af en “videokonverteringsmaskine”. Jeg har i nedenstående video eksemplificeret, hvordan jeg laver en videofil på 172 mb om til både 9 og 16 mb. Det er klart at du så går på kompromis med opløsningen på videoen, men i langt de fleste tilfælde giver det fin mening med en lavere opløsning. VLC har rigtig mange forskellige formater du kan konvertere en videofil til, men dem jeg primært har arbejdet med er:

1. Video – H.264 + mp3 (MP4): minimere  “kun” filen til 45 mb, men til gengæld har et rigtig flot output
2. Video for Youtube HD: minimerer filen til 16 mb, men helt OK HD (High-definition) format
3. Video for Youtube SD: minimerer filen til 9 mb, i OK SD (Standard-definition) format

Bare fordi VLC har valgt at kalde deres presets for “Video for Youtube” behøver du jo ikke at uploade dem til youtube. Output er stadigvæk standard MP4 format, som kan afspilles på de fleste platforme.

For en måneds tid siden hørte jeg tilfældigt at DR ville uddele Micro:bit til 4. klasser i de danske skoler (læs nederst hvordan du tilmelder din skole). Jeg var ikke klar over hvad en Micro:bit var, og blev derfor meget nysgerrig. Jeg undersøgte det, og fandt ud af at Micro:bit er en lille computer – meget lille computer. Den er ikke større end en æske tændstikker, og den er vel rettere et lille motherboard med lidt få tilføjelser.

Jeg fandt en udenlandsk webside, som forhandlede Micro:bit, og jeg købte Micro:bit Project:kit til 199 kr. Project:kit versionen betyder bare, at der følger lidt ekstra tilbehør med, som gør at det er nemt at komme igang med flere projekter (små lysdioeder, en buzzer (som kan lave lidt lyd) og tilslutningsledninger).

Hele konceptet bag Micro:bit, er at du kan programmere din Micro:bit. Du (1) programmere på din computer, (2) eksporterer din kode til en særlig type fil (hex-fil), og (3) kopiere den over på din Micro:bit.  For mig er det vigtige måske ikke selve programmeringen, men mere det at børnene begynder at få en forståelse af hvordan vi kommunikere med teknologien. Hvis du aldrig har arbejdet med sådan noget før, kan det måske lyde lidt avanceret, men det er det ikke. Hvis du bare følger denne vejledning, så er du ret godt kørende: http://microbit.org/guide/quick/ I det hele taget findes der tonsvis at vejledninger og gode ideer til projekter på Internettet. Fra jeg havde pakket min Micro:bit ud, til jeg havde den første fil klar på min Mirco:bit, tror jeg der gik 25 minutter. Og når man først man har fanget konceptet, så er det kun fantasien der sætter grænser. Til programmeringsdelen benyttede jeg https://makecode.microbit.org/, som udmærker sig ved at være drag and drop, og har en fantastisk preview, som viser hvordan din Micro:bit reagere, ved de forskellige kodestumper du trækker ind.

DR er selvfølgelig også igang med deres branding, hvor du bl.a kan se en undervisningsvideo. https://www.dr.dk/skole/se-hvordan-bbc-microbit-bruges-i-undervisningen#!/ Hvis du tænker at din skole skal være en del af DRs “årgang ultra:bit”, så skal du også via ovenstående link tilmelde din skole. Hermed vil alle jeres elever i 4. klasse modtage en Micro:bit.

Jeg håber rigtig mange skoler vil tage imod dette flotte tilbud. Det er en genial måde at få teknolegioforståelse ind på skoleskemaet.

 

Jeg faldt over denne artikel på DR for et par dage siden.

Jeg synes den fungerede godt, og tænkte at denne måde at opbygge et online dokument, var ret genialt.

Sådan en side kunne fungere perfekt i en online læringsituation, men hvordan gør man? DR har jo helt sikkert et dedikeret betalings-tool, som de benytter. Men for mange af os, er det jo desværre ofte svært at få penge til nye systemer, og derfor må vi ty til dem der er gratis. Jeg er dog ikke umiddelbart støt på et system som “out-of-the-free-box” tilbyder udvikling af sider og samtidigt har denne form for interaktivitet, som DR benytter.

Jeg har dog fundet en løsning som gør at man kan opnå næsten samme resultat – gratis. Man skal bruge disse to værkstøjer:

Adobe Spark:

Til at generere siden skal man bruge “Adobe Spark”, som jeg har skrevet lidt om her:   http://www.itifolkeskolen.dk/spark-gang-i-elevernes-visuelle-indhold/

Testmoz:

Og til at generere interaktiviteten kan man bruge et værktøj som fx Testmoz, som jeg har skrevet lidt om her: http://www.itifolkeskolen.dk/testmoz-et-fantastisk-gratis-og-reklamefrit-lille-online-testsystem/

Interaktiviteten bliver ikke helt så integreret som DRs, da Adobe Spark ikke operere med indlejring (embed code), men jeg synes faktisk man kan komme ret tæt på. Se dette lille eksempel jeg lavede på en halv times tid (jeg havde alt indhold i forvejen og skulle bare samle det i Adobe Spark): https://spark.adobe.com/page/iezqXabP75iAM/

I folkeskolens “Fælles Mål“, er det et obligatorisk krav, at eleverne har viden og færdigheder indenfor IT og medier. Fx står der således for faget dansk for 5-6 klassetrin:

Eleven kan videndele og samarbejde via internettet

Eleven har viden om samarbejdsmuligheder på internettet

Vores skoler skal klæde eleverne på til at kunne bruge hverdagsteknologien, alligevel er der flere skoler der i disse år beslutter at forbyde mobiltelefoner på skolens grund.

Disse krav fra Fælles Mål kan man selvfølgelig, på den ene eller anden måde, indfri på “forbudsskolerne”. Men det er da interessant at skolerne tager denne drastiske forbudsbesluting, når der netop er så stort fokus på teknologisk viden og færdighed i Fælles Mål.

Det er vigtigt at nævne at skolerne jo faktisk forbyder mobiltelefonerne i en god mening. Børn har brug for rammer de kan udfolde sig i, og skolerne mener så de rigtige rammer for børnene er at forbyde mobiltelefonerne. Vi må også erkende at den altid tilgængelige mobiltelefon, sætter skolen og lærere i en helt nyt situation. Pludselig er det ikke skolen og lærerne som bestemmer hvilket teknologisk udstyr (eller for en sags skyld undervisningssmateriale) eleven skal benytte. Historisk har der altid hærsket en “Top-down” kultur på dette område (kilde: (mobile Phones in school, side 82). Men pludselig har vi fat i en “buttom-up”. Det er ikke læreren og skolen som giver eleverne telefonerne, eleverne ejer dem selv. Dette er en helt ny situation for skolerne, som de må forholde sig til, og nogen løser det så ved et forbud, så den traditionelle “Top-down” struktur kan bibeholdes.

Min udfordring med forbud mod mobiltelefonen er dog, at den er blevet børn og unges “second life”. Teknologien er i meget høj grad virkelighed for børn og unge, på et langt højere plan end vi “voksne” kan forestille os. Det er her de kommunikere, det er her de finder nye venskaber, det er her de driller hinanden og det er her de lærer nye ting. Og det kan man jo mene om hvad man vil, men vores skoler er nødt til at se i øjnene at det rent faktisk er sådan det forholder sig, og så er løsningen ikke et generelt forbud.  Flere undersøgelser peger også på at langt størstedelen af eleverne fx benytter deres mobiltelefon, når de arbejder med opgaver/lektier derhjemme. Torbjörn Otts resultater i sin nylig afsluttede Ph.d-afhandling (mobile Phones in school), viste at 100% af en adspurgt elevmasse, i en svensk skoleklasse, benyttede deres mobiltelefoner mindst en gang om måneden i arbejdet med deres lektier (93% brugte dem ugentligt). Mobiltelefonen er altså et fuldstændig naturligt værktøj i forbindelse med skolearbejdet.

Løsningen er ikke et forbud, men det er derimod det hårde seje træk, hvor man i samarbejde med eleverne kick-starter en positiv kultur ift. brug af mobiltelefoner. Hvis man tager dialogen med eleverne, er de meget bevidste om de udfordringer der er med telefonerne i skoledagen. I Torbjörn Otts Ph.d afhandling, konkluderes at eleverne er enige om: “IT MUST NOT DISTURB, IT’S AS SIMPLE AS THAT”. En måde at gribe mobiltelefonernene an på, som skole, er at man kan udarbejde en social kontrakt med eleverne. Liz Kolb er adjunkt og  assisterende professor ved Madonna University, og hun forklarer i sin bog “Toys to tools” (her et uddrag), hvad hun mener med en social kontrakt:

A social contract is an agreement between the teacher and students about how, when, why, and where cell phones will be used in the classroom. In the social contract you can set up regulations as well as consequences for not obeying the contract. For example, you could require that students leave their cell phones off in the front of the room until it is time to use them for the project. The consequence for noncompliance could be missing out on the cell phone project and doing an alternative assignment instead. Often when social contracts are set up with student input, they are more likely to “stick to their contract.”

Denne sociale kontrakt kan også udvides til at omhandle situationer uden for klasselokalet. Man kunne fint føre ind i kontrakten, at 10-frikvarteret fx var mobilfrit. Det vigtigste er at beslutningerne om indholdet, i den sociale kontrakt, tages sammen med eleverne.

Jeg tror og håber ikke det bliver en trend, at danske skoler i større stil begynder at forbyde mobiltelefonen. Hvis din skole er i disse overvejelser, så prøv at tænk over om en social kontrakt, ikke er en langt mere konstruktiv  vej vej at gå.